Farvel Cypern - Velkommen Danmark

Danmark - 15
27.10.09 – Frederiksberg
Bofællesskabet Det Gule Hus, min andel


Gylden og regnfuld morgen. Sådan er det i dag her på Frederiksberg, når jeg vågner og kigger ud igennem grønne gardiner. Gule, orange og brune er de blade, som endnu hænger på træerne. Græsplænen i vores have har fået det fineste glødende gule tæppe af visne blade over sig.
Cyperns turkisblå hav, den blådisede himmel, som jeg mødte hver morgen på min rituelle badetur ved 8.30-tiden er her stadig – bare indeni mig.
Jeg er født på ny. Og klar til et smukt efterår.
Farvel Cypern for denne gang.
Farvel til Theresa Hotel, Erdogan, hans familie og alle de søde mennesker, jeg mødte dér.

Nu smyger cypriotiske toner sig ud af mine højttalere .... smægtende sange med stemmer af varm sol og smerte. Ved siden af min computer står det lille pelsklædte æsel, jeg fik som afskedsgave sammen med et stort glas med honning fra Cypern - I love you!

Når mændene er ude at jage, fanger pigerne fisk.

Cypern – 14
25.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


”Bang, bang, bang”.
”Vov, vov, vov”.
”Bang”. ”Stilhed”. ”Vov, vov, vov”.
”Stilhed”.

Jeg er 1000 meter fra de to antikke skulpturer, af formodet byzantinsk oprindelse.
Men så ser jeg to biler med trailer og aflukkede hundehuse, parkeret cirka 200 meter fremme foran mig. Brems! Jeg går ikke et skridt videre. Man ved sgu aldrig. Jeg mener, med de smil og ivrige øjne, jeg siden i går har set på de adskillige mænd, når jeg har spurgt, om de skulle på jagt her til morgen, så er jeg ikke tryg. Den mindste bevægelse vil kunne vække deres skydelyst. Selvom jeg ikke just ligner en vårhare.
Så jeg vender om, med uforrettet sag. Men spændende er det at gå ind i landskabet, hvor de ufærdige skulpturer ligger. Selv antikkens seværdigheder er åbenbart ikke hellige på denne jagtsæsonens første dag.

Til gengæld var det pigerne, der rulede denne formiddag.
Allerede fra morgenstunden af gik en pige på cirka 12 år i gang med at klargøre sin fars fiskestang. Jeg så hende, faren, en mindre pige på 8 år og resten af familien på terrassen i restauranten. De havde også overnattet her.
Og uden så meget hjælp fra sin far, stillede pigen sig ned på klipperne lige neden for terrassen.
Vupti! Og den første lille fisk var fanget.
De laver et trick med først at smide brød ud i vandet. Og inden længe kan de se, at fiskene er der.
Ud med snøren, måske smide lidt mere brød, og inden længe bider der én på krogen.
Pigen fangede en del, så jeg. Og den mindre pige så på og støttede, siddende ved siden af.
Da jeg senere lå på stranden, kom pigerne osse her og fangede fisk fra strandbredden.
Over to timer fiskede den store pige koncentreret. Med en 5 – 7 meter kastestang.
Seje tøser – som jeg fik et foto af – netop som de var færdige og på vej op til køkkenet med frokosten.
Godt gået piger!

Den Blå Time

Cypern – 13
24.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


I sandet på stranden er der spor efter fuglene.
I morgen tidlig, mellem klokken 4 og 6, står 32.000 cypriotiske mænd op af deres varme senge, mens deres koner og mødre bliver liggende. Mændene tager på jagt. For det er i morgen, søndag den 25. oktober, at jagtsæsonen af fugle og kaniner går i gang. Og ikke forrige søndag, som jeg skrev tidligere.
Jægerne vil helt sikkert også efterlade spor.

”Får jeg så en kanin på tallerkenen i morgen aften?”, spørger jeg turistføreren og hans ven, da vi mødes et par timer i eftermiddag.
Smilet breder sig. Øjnene lyser. ”Ja, ja, selvfølgelig. Det skal vi nok”.

Det er en rigtig drengerøvstur. Det lyser lang væk. Begge mænd glæder sig helt vildt.

”Er der ingen kvinder med?”, spørger jeg, selvom jeg kender svaret på forhånd.

Med håndbevægelser som geværfatning og lyde som en bedre actionfilm, viser de mig en forsmag på morgenens årlige begivenhed.

Længe sidder vi og deler erfaringer og fortæller historier fra både varme og kolde lande. Indtil himlen og solen ude over havet er blå, violet, rosa .... sørgmodigt og vildt smukt.
Og da lyset er mest blåt, må jeg sige farvel og cykle hjem langs kystvejen. Inden min vej bliver helt formørket. Tak for mødet – måske vi ses igen en dag?

Hukommelsesteknikker vækker frygt

Cypern – 12
23.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


Sad igen og hang ud på den gode snackbar i Yenierenköy i dag. og lagde mærke til, at der var ret mange besøgende i jagt- og fiskebutikken, skråt overfor. Mænd i forskellige aldre, mange iført camouflagetøj. Jagtsæsonen af fugle startede osse søndag. Derfor var der nok ekstra mange. Jeg lagde nemlig ikke mærke til den trafik i ugen før. Men det er senere gået op for mig, at de fire mænd, iført ”militærtøj” og med en firehjulstrækker holdende udenfor snackbaren med fire flotte jagthunde på bagladet, ikke var soldater, som jeg troede. De var jægere, selvfølgelig. Men hvor bliver alle de fugle af, som de skyder? Jeg mener, dagligt ser jeg mænd stå og fiske, og jeg er blevet fortalt, at de sælger deres fangst til restauranterne. Hvorfor er der så ikke fugle på menuen her?
Det må jeg lige undersøge.

Ud over at jeg cyklede til den nye Erenköy, det betyder Yenierenköy, og netop har trænet karate, min kata, på stranden i solnedgangen, er der to beskrivelser fra Kerstin Ekmans bog, ”Hændelser ved Vand”, som har optaget mig i løbet af dagen.

Hovedpersonen Annie udvikler sin helt egen pædagogik på den lille folkeskole, i Nordsverige, hvor hun arbejder. Hun kalder den: ”Hvad hvis nu?”.
Annie og børnene samler det de lærer, ifølge lærerplanen i en rød mappe. Og i en grøn mappe samler de det, som de selv kommer frem med, ved at stille spørgsmålet: Hvad hvis nu ….. til det lærerplanen siger. Fx: ”Datalære mod hovedregning. Samfundslære? Hvis der ikke længere eksisterede noget samfund, politiske partier eller Europas hovedstæder, hvad så?”.

Pædagogikken virker sådan på børnene, at de faktisk begynder at undre sig. At tænke selv. Og bruge deres egen viden om, hvordan livet sker omkring dem. Annie oplever, at børnene for første gang er ægte interesserede i stoffet – og ikke bare bevidstløst tager det læreren fortæller til efterretning. De når mere, diskuterer og bliver ikke trætte. De leger.

Skolelæreren Annie bliver vildt glad og føler, at hun bryder igennem. Og hun kan efterfølgende mærke, at netop denne årgang virkelig rykker senere i deres skolegang.

Senere begynder hun også at arbejde med hukommelseslære. For hvordan skal børnene ellers kunne huske alt det, de finder frem til i den grønne og den røde mappe?

Annie viser børnene Iliaden og Gilgamesheposet, og fortæller, at alt det havde professionelle mnemoteknikere i hovedet. Annie og børnene begynder at udarbejde deres egne teknikker, som skal hjælpe dem med at huske. Men med udgangspunkt i det, de gamle grækere gjorde, nemlig ”at tænke på hukommelsen som en stor, smuk og indviklet bygning – som oftest et tempel. Det havde rum, apsider, korridorer, propylæer. I rummene var der altere og borde og søjler. I hvert rum lå der en genstand, som de kunne knytte sammen med et element i den mængde viden, de ville huske. De organiserede den konkret. Og gerne drastisk – ja, makabert.”

Fx ”lagde pigerne fem små søde kattekillinger i ét hukommelsesrum, mens drengene syntes, at det virkede bedre med fem druknede kattekillinger.”

Fascinerende, tænker jeg. Jeg har jo nok lært om det i gymnasiet, eller i skolen, men jeg husker det ikke rigtigt. Det vil jeg undersøge. Og prøve at bruge teknikken.

Idéen med ”hvad nu hvis”, legede jeg med, da jeg cyklede hjem fra landsbyen.
Hvad nu hvis, jeg ikke havde en cykel …. hvad nu, hvis cyprioterne ikke dyrkede jorden, så ville de skulle importere alle grøntsagerne og frugten fra Tyrkiet og Grækenland og andre steder, og så ville alt være dyrere og måske smage meget dårligere? Og det ville de ikke have råd til, og der ville være stor arbejdsløshed, ligesom i Irak.
Tænkte, at den lille leg kan bruges som motoren for en historie.

I Kerstin Ekmans bog viser det sig senere, at Annie kommer i stor unåde hos børnenes forældre. De forstår nemlig ikke et hak. De bliver bange for deres egne børn. For de billeder, børnene selv skaber for at huske. For den frygt, børnene har i sig. Forældrene mener selvfølgelig, at det er lærerens skyld det hele. De opdager ikke, at frygten for livet er hos dem selv.

Nå, læs den bog, for sytten, og ikke mere fra mig i dag.

Lys og Insekter - Land og By

Cypern – 11
22.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24

Lydløse lyn flænger over himlen. Jeg står under den eneste tændte gadelygte på kystvejen udenfor Theresa Hotel. Bag mig er buldrende sort. Men højt oppe på himlen mod øst og Syrien, er solen ved at stå op. Og midt i det flakser lynene. Mørke og lys.
Klokken er 6.30 om morgenen. Jeg er på vej til Famagusta, den største havneby på Cypern. Snart kommer bussen og kører mig fra land til by.
Gad vide, hvad der venter mig?

Det er alt for tidligt, det her. Jeg har kvalme. Ingen morgenmad. Bare i tøjet, i mørke og ind i en bus, der stinker af billig herreparfume og hud, der ånder cigaretrøg. Kvalme. Studerende, folk, der skal på arbejde. Bussen drøner rundt om hjørner, op og ned af bjergtoppe og dytter i hornet et par gange ved sving og særlige steder. Flere og flere passagerer bliver samlet op. Vi kører stærkt. Og langsomt begynder jeg at synes, det er sjovt. Indtil jeg bliver smidt af et sted i byen med en håndbevægelse i retning af Citadellet - bymuren.

Kommer i tanke om, at jeg har glemt mit pas. Og det gode kort over Famagusta. En flok vilde hunde får øje på mig og puster sig gøende op og løber efter mig. Øjner den gamle bymur i forgrunden og går mod solen. Lyset. Og møder et menneske, kunstneren Baki Bogac, der inviterer mig ind at se hans udstilling af insekter. Og lys. Og mørke.

”In life, some doors are opened for us when the right time comes. If you pass through, you start to see the things which you cannot before”, fortæller Baki i indledningen til kataloget af sin nyåbnede udstilling med titlen ”Lys og Insekter”.

”For fire år siden, begyndte jeg at få øje på menneskers energi og lys. Det var en helt ny oplevelse for mig, som blev starten til at arbejde med lys og insekter”, forklarer Baki, da vi går rundt i det lille galleri ”Pygmalion Sculpture Studio” sammen. Insekter gjort at sten, jern, træ og effekter fra dagligdagen sidder stille på stengulvet eller mure fra den venetianske tid. Flouriserende maling lyser dele af dyrene op, når Baki tænder for de ultraviolette lysstofrør.

”Pludselig så jeg mennesker som insekter med forskellige energier og lys og mørke. Og begyndte at undersøge, hvad lys og mørke er og kan”, forklarer Baki mig stille og sagligt uden én eneste armbevægelse eller fagter.
"Både filosofi, konkret viden om lys og mørke og den metafysiske og psykiske side har jeg arbejdet med."

Jeg er vild med Bakis insekter. De senere år i mit liv, er jeg begyndt at beundre forskellige slags insekter. Har blandt andet to guldsmede hjemme på kaminhylden. Men at de ligner mennesker, er endnu ikke gået op for mig. Den dør har ikke åbnet sig endnu.

Bagi Bogac viser mig linjer og konstruktioner i insektskulpturerne og forklarer, at her kan man se, at han er uddannet arkitekt. Det var i 1976. Men arbejdet med skulpturerne har han altid været optaget af. Når jeg ser på hans CV i kataloget, står der opført både solo- og gruppeudstillinger. Baki har også vundet priser og udstillet internationalt, fx i Paris i 2005 på ”The Culturel Meeting of European Countries”. Det var også her, at synet af Notre Dame, inspirerede ham til den gotiske stil og her hans dør til lys og mennesker begyndte at åbne sig.

”Jeg vil gerne opfordre folk til at tænke over deres eget lys og energi. Og så håber jeg, at denne udstilling vil bringe lys og energi til det cypriotiske folk. Vi har i lang tid længtes efter Lyset ”. Afslutter den 58-årige kunstner Baki Bogac.

Tak for insekterne, kære Baki. Nu bringer jeg i al fald budskabet videre.

Stille dage

Cypern – 10
21.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


I dag mødte jeg nogle svin
Fritgående og møgbeskidte.
Begge gryntede, hvilket jeg tog som svar på min hilsen.
Lå på stranden det meste af dagen og læste i min meget spændende og velskrevne bog, ”Hændelser ved vand” af Kerstin Ekman. Men til sidst var det så tilpas overskyet, og jeg var ved at blive sulten, så jeg pakkede cyklen og drog mod nordøst. På hjemvejen endte jeg med at spise salat og chips på Ayios Tehrios.
Er begyndt at hækle en natururo, af træstykker, slebne af havet og fundet på stranden og havfarvet garn, som jeg købte i Yenierenköy den anden dag. Sammen med en hæklenål. Så stod jeg der i en dametøjsbutik på et bjerg på Cypern og brægede som et får. Jeg ville jo have uldgarn. Og selvfølgelig forstod kvinden bag disken. Men hun havde kun garn af polyamid og akryl. Og så kan der gå nok så mange får på markerne rundt omkring på øen og på kystvejen.

I aftes, da jeg kom ned til middagen, var der gang i restauranten. Mens de to engelske par fortalte mig om deres tur til Famagusta, hev Erdogan mig i ærmet og beordrede mig ud i køkkenet for at vise mig en særlig ret. Og samtidig kom Eybil trillende gennem restauranten med sin 3-årige datter i en lyserød klapvogn. Hele hans familie sad og spiste retten, køkkenet havde at byde på denne aften: Lammeklump, bagte kartofler, løg, selleri og gulerødder.

Eybil, hans kone og hendes to søskende, kom over til mit bord, hvor vi sammen læste og oversatte blogindlægget fra i går med historien om Eybil. Det fik vi megen snak og grin ud af. Herlig aften.

Verdens bedste omelet

Cypern – 9
20.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


Cyperns bedste omelet får jeg på Deks. Ingen tvivl om det. Og for nu at sige det mere præcist, så er det den bedste omelet, jeg nogensinde har spist i mig liv – ever!
Mine omeletter er aldrig så sprøde, velsmagende, luftige og bevidsthedsudvidende, som de to, jeg har fået serveret på Deks. En restaurant, et engelsk pub-agtigt sted, lige ud til vandet, overfor Ayios Thrysos Church (beskrevet på dag 3).
Det er som om verdens begivenheder og bevægelser forsvinder omkring mig, når jeg sætter tænderne i den gule gyldne æggemasse. Jeg ved selvfølgelig, hvor jeg befinder mig, hvad jeg hedder, og hvem min mor og far er. Men alle tanker siver væk for at blive erstattet af ren smag og velvære.
I dag, fx, fik jeg en tomat- og osteomelet, jamen …. gå hjem franskmænd! Ej heller Mik Schacks vidunderlige timian-omeletter, som jeg var så heldig at få serveret en del morgener engang i 80érne, kan slå Deks-omeletten. Miks håndslåede omelet med olivenolie, mælk og frisk timian, har ellers i mange år været min favorit – og jeg har selv lavet den mange, mange gange, med stort held. Troede jeg.
Men ved denne opdagelse, denne ny viden om at den verdenskendte æggeret fås bedst her, kan jeg mærke, at der er ved at vise sig et nyt mønster i mit liv.
Omkring 14-15-tiden om eftermiddagen, hvor sulten melder sig igen efter en strålende cypriotisk morgenmad – som jeg har planer om snart at beskrive indgående her på samme blog, søger min opmærksomhed sig hen imod den første klippepynt efter Theresa Hotel. Jeg kan se Deks både fra min balkon og fra udsigten i hotellets restaurant. Sidder jeg på stranden i min redningsbåd på dette heftige tidspunkt, begynder min hoved at virre, næseborene vibrerer, og forestillingen om savl i mundvigene og ned af hagen, får mig til at pakke sammen og gå direkte op på værelse nummer 24 for at skifte bikinien ud med noget mere anstændigt.
Så ved jeg, hvor jeg skal hen. Og det hjælper min mountainbike ”Insomnia” mig med – direkte ned af kystvejen, 500 frem og ind på åstedet.

Deks serverer osse den skønne sirup/nøddekage, baklava. De har iskold øl, god Nescafé med varm mælk, TV og ikke mindst en god service, som er både charmerende og kyndig. Og udendørs sidder jeg under en ottekantet træpavillon og spiser. Selvom jeg i dag kom lidt for tidligt, manden havde været til tandlæge i Famagusta, og derfor lå jeg i den ophængte nethængekøje og læste i min nye bog, ”Hændelser ved Vand” af Kerstin Ekman (kanon!) og ventede på mine omeletmagere.

Jo. Det er ganske vist, at jeg nok spiser endnu en omelet eller to dér, før jeg rejser hjem igen.
Eller en af de sprøde og lysande varme toast.
Omeletten koster 10 tyrkiske lira (TRY), omkring 34 danske kroner.

Det er godt at have venner

Cypern – 8
19.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


”I like my job. I’m happy here”, siger Eybil Safaoglu. Han er byens turistmand. Den person, som i 15 år har bestridt posten som alvidende om halvøen Karpas. Og da jeg nævner, at jeg forleden mødte to grupper af engelske turister på Trias Basilica, ruinen fra det 5. århundrede, så ved han, hvem de er. Der er vist ikke meget, som går Eybils næse forbi her i Yenierenköy, på informationskontoret, midt i byen.

En tysk kvindelig turist nærmer sig vores udendørs anrettede lille bord med nybragt tyrkisk kaffe og iskoldt vand. Straks er Eybil på fødderne. Og konverserer, tilbyder sin hjælp, på engelsk.
Kvinden og hendes mand har set en havskildpadde. Forleden dag. Selvom de godt ved, at sæsonen for skildpaddernes udklækning af æg for længst er passeret, vil hun alligevel gerne vide, om der måske er andre gode steder ved kysten, hvor de kan være heldige og få et glimt af - de i rejseomtalerne stærkt hypede - padder?
Eybil finder brochurer frem, på tysk, viser kort over stederne på halvøen, hvor de små nye havskildpadder udklækkes fra juli til september.

”Jeg hjælper med alle spørgsmål, om at finde det gode hotel, strande, skildpadder, taxi”, fortæller Eybil. Med ét er han igen på benene og inde på sit kontor, for hurtigt at vende tilbage med et fotokopieret ark med alfabetisk ordnede bynavne og andre betegnelser på vigtige ting turister har brug for at vide – på tyrkisk og på græsk. Alt har nemlig to navne her på Cypern, et græsk og et tyrkisk. Det er ligesom i Bruxelles, hvor alle navne også er anført på både flamsk og fransk.

”Yenierenköy kaldes fx Agialousa på græsk”, forklarer Eybil.

På den anden side af gaden, er en mand og en kvinde ved at løsne reb, der holder en høj bunke møbler og andre personlige boligeffekter fast i en trailer.
Eybil smiler, og forklarer med et nik over imod flyttebilen, at den nye lærer på byens college er ved at flytte ind.
Der er både college og skole i byen, hvor børnene går i henholdsvis syv og fem år.

Mens vi sidder og snakker, kommer flere forbi og hilser på. Forleden, da jeg besøgte kontoret for første gang, sad der adskillige mænd og drak kaffe sammen med Eybil. Osse i dag, da jeg tidligere på dagen bare hilste kort for at gå videre til markedet, før vi skulle drikke kaffe, var der livlig trafik og kaffedrikning på Informationskontorets udendørs repeau, som deles med Postkontoret.

Det er vist her, man mødes og får sidste nyt – ikke kun som turist.

Jeg spørger Eybil, hvor mange turister, han er i kontakt med. Hurtigt er han igen på benene og tilbage med en mappe med årets statistik, 349 turister har Eybil talt med i marts, 349 i maj, og i august topper det med 737 besøgende udlændinge. Englænderne skorer højest, der er ingen danskere nævnt – kun mig, i dag – men i juni besøgte tre iranere byen.

Det er jo Nordcypern det her, tallene er langt, langt højere i den græske del.

En ung mand kommer hen til mig og spørger mig på et formfuldendt skoleengelsk, om jeg kan fortælle ham noget om ”det sociale arbejde” i Danmark. Han læser nemlig det emne på Universitetet og er måske interesseret i at gøre en slags praktik i udlandet.
Jeg forsøger at spørge ind til, hvad han mener, hvilket område, han vil vide mere om. Og fortæller ham osse, at der bor mange tyrkere i Danmark, og ja, kurdere.

Den unge mand ser forbavset ud, henvender sig til Eybil og en anden ven, som har sat sig med en kaffe. Begge smiler, og siger: ”Ja, hvor i verden bor der ikke kurdere!”.

Jeg opfordrer den universitetsstuderende til at tale med sit universitet om et udvekslingsstipendium. God idé, støtter jeg, i Danmark, eller et andet sted i Europa. Det er en god oplevelse for dig. Han smiler, takker og går.

Jeg begynder også at mærke sulten melde sig, så jeg takker for samtalen og trækker lidt længere hen ad gaden, til den nye snackbar, som stadig er så nyåbnet, at planterne på terrassen stadig bærer sløjfebundne lykønskningskort. Jeg når lige at bestille sandwich med Halloumi (i øvrigt produceret på byens eneste fabrik), da en af to ældre distingverede herrer kontakter mig med et:

”Did You get a good story?”

Som jeg sagde før, rygtet løber stærkt.

”Oh, yes, very interesting talking to the touristman”, svarer jeg og ser ind i et par varme og venlige øjne hos en høj, velholdt og gråsprængte herre. Han ligner en cypriot, med et engelsk sprog, som han i al fald har brugt meget. Hans ledsager smiler.

”Are You german, spørger han igen, og jeg svarer selvfølgelig, at nej, jeg er dansk, hvortil han svarer:
”Så meget desto bedre”.

Jeg har ellers hver gang, jeg her på Cypern har fortalt, hvor jeg kommer fra, været lidt ekstra opmærksom på, om der var noget at spore i min samtalepartners reaktion. Om de fx ved noget om Danmarks omdømme i verden …. krigsdeltagelse, satiretegninger, racisme, mm.
Men jeg har ikke gidet at spørge ind.

”Du ser frisk og sund ud”, siger han så, smiler og går ind i snackbarens indendørs lokale for at bestille sin mad.

”Tak”, mumler jeg. Glad for komplimenten. Lidt senere på vej ned af bjerget, får jeg øje på sportslæreren, der kommer kørende i sin bil, mens hun hilser og giver mig et smil. Jeg har mødt hende på Theresa Hotel to gange. Hun er kollega til Erdogan, hotelejeren.

Herligt, jeg kender allerede en del. Og i det hele taget hilser jeg på mange forskellige mennesker hver dag på min vej gennem landskabet. Sådan er det vist her. For mig er det i al fald.

Appendiks: Selv blandt kattene løber rygtet snapt. Det startede forleden med en enkelt skør kat, der fik en lille bid mad, fordi den så så tosset ud, havde killinger og skreg i ét væk. I dag dukker to nye katte op og én hund. Tjeneren har aldrig set dem før. Det er sgu spooky, som min søster Gitte altid siger …

Søndagsstemning

Cypern – 7
18.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24

Om søndagen på Cyperns nordlige halvø, Karpas er der tradition for at tage ud med familien og spise frokost på en af de mange restauranter langs kysten. Og så skal der fisk på bordet.
Så allerede fra morgenstunden gik to mand rundt på klipperne, langs Teresa Hotels restaurant, og fiskede ”local fish”.
Ved frokosttid var restauranten fuld af gæster, udendørs. Og deres biler fyldte indkørslen.
Jeg fortrak til Denks og fik mig en fortryllende varm tunfiskesandwich. Mødte turistguiden fra Yenierenköy dér, som inviterede mig på kaffe i morgen på hans kontor.

”Der er marked i morgen, mandag. Kom forbi og få en kop kaffe, sagde han. Han kunne huske mig fra forleden, hvor jeg lige stak hovedet indenfor i hans turist-luge. Og nårh, ja, så huskede jeg osse ham. Han har sådan en særlig måde at tale engelsk på.

Læste ”Livlægens Besøg”, af Per Olov Enquist færdig, liggende på stranden i min redningsbåd, under stråparasollens skygge. Hold da kæft for en bog! Den er fantastisk. Så Danmark stod op for ytringsfriheden i 1770érne, i Oplysningens navn, således at den intellektuelle del af Europa hyldede os. Ja, jeg kan jo godt huske, at Politiken nævnte dette forhold, da Jyllandsposten havde sin tegningekrise. Men sikken en bog at skrive, at få alle de, går jeg ud fra, korrekte informationer ind i en fiktiv ramme. Waw, hatten af for hr. Enquist.

Og så dukker Lars Møllers udsagn: ” Lillian, du er for tæt på. Du ved for meget” op i min hukommelse, mens jeg cykler derudaf på kystvejen. Lars er min lærer fra Journalisthøjskolen, som jeg evig og altid var/er i diskussion med.
Ovenstående sagde han fx, når jeg ville skrive en af mine idealistiske historier.
Journalister må ikke kende deres interviewpersoner og må ikke vide for meget, for så sløves deres sanser. Det bedste er at opleve det hele for første gang, for så er alle sanser skærpede og nysgerrigheden er på sit højeste. ”Man undrer sig”, som er et af journalistens bedste arbejdsredskaber.

Der er nu gået en uge, og jeg kan da godt mærke, at jeg har vænnet mig til denne herlighed at være her. Jeg ved for meget. Men jeg stiller stadig spørgsmål, hver gang jeg møder noget nyt. Som fx da turistføreren og hans ven var ved at gå og bar – formodentlig stjålne - afrevne grene med sorte bær med sig. Så spurgte jeg til fangsten og smagte på varen. Bærrene har en sød og sprød skal med en hård rødlig sten indeni. Supersmå, ja på størrelse med kikærter, bare lidt mindre.

Og ja, det er rigtigt, at du kan blive både blind og døv og sløv i sanserne, når du kender dit emne godt, men omvendt, hvem er din målgruppe? Når du ved meget om et emne, så kan du stille helt andre spørgsmål, end som uvidende og nysgerrig. Det kommer jo også an på, hvad du vil skrive, en reportage, en omtale, en nyhed, eller.... Hvor er læseren i emnet? Jeg gider fx ikke læse noget, der er overfladisk og uvidende, om et emne jeg kender til bunds.
Men Lars, det er altid godt at mærke efter, om man ”undrer sig”. Jeg kan osse se af mine første rejseoplevelser her fra, at der er mere sansning og iagttagelse på.
Men jeg skriver altså en blog, om mine tanker og oplevelser, først og fremmest til familie og venner, dernæst til mig selv – af forskellige årsager, og så til alle, der har lyst til at læse med.
Lad mig høre fra jer – får I noget ud af at læse?

Nårh ja, og så fik jeg kæmpe rejer, nyfangne, til middag. Uhm!

Motivation – hvordan?

Cypern – 6
17.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


”Hvordan motiverer man sig?”, spurgte en af mine bofæller en aften ved middagbordet.
Og snakken gik frem og tilbage, men faktisk ikke med så mange svar.

Netop det, kom jeg til at tænke over i morges, da jeg motiverede mig selv op af sengen og ned til stranden og vandgang.
Og svaret kom hurtigt: Jeg er simpelthen modtagelig for gode argumenter!

Jeg VED, at jeg får det godt ved at gå de cirka 300 meter ned til stranden, smide træningsdragten og vade ud i vandet.

Erfaringen siger mig, at jeg får det endnu bedre, når jeg har gjort det, jeg har sat mig for.

Fysisk vil jeg føle velvære i hele kroppen, når det morgenlige vandritual er fuldført. Og ikke mindst vil min selvtilfredhed være helt i top. ”Godt gået, Lillian”, vil jeg tænke og være stolt. Duften af havet, varmen og bare det, at jeg er her, gør mig glad.
Blot når jeg går ud af huset, og står på trappen og kigger ud over haven og havet – synet, duften, vind og varme mod min krop, gør mig vildt glad. Og det ”kolde” første møde med vandet, helt klart og fri for tang og søgræs (i dag). Så hvis der var dårlige tanker før jeg stod op, så er de i al fald langt borte nu.

For mig handler det om at skulle noget. Både daglige ritualer, diciplin og planlægning. Holder både af at gøre det samme hver dag, men også at bryde mønstret og gøre noget helt andet, uventet. Og hvis jeg hver dag gjorde noget ”uventet”, så var der ingen struktur og så ville det ikke være uventet.

Fx at gå til aerobictræning eller yoga om morgenen derhjemme, dét får mig op af sengen. Og arbejde selvfølgelig (når jeg har det). Eller et møde med venner, familie, lægen .... bryder mig virkelig ikke om en dag uden aftaler – i disse mange efter-sygdoms-dage.
Så må jeg få mig en aktivitet, en udstilling, en ting, et område, jeg skal tjekke ud – for det gør mig godt.
Det fortæller min erfaring mig.
Og det er det argument, jeg køber.
Motivation.

Dagen går sin gang

Cypern – 5
16.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24

Fandt min kata på nettet her til morgen. I animerede tegninger. Kanon, for jeg kunne kun huske halvdelen, og mit mål er jo, at forsætte karatetræningen her.
Min første kata hedder: ”Geki Sai Dai Ichi” som betyder: ”to attack and detroy”.

Lavede min første opvarmning og træning på stranden i går. Flot at stå på den gyldne strand, mens solen er ved at gå ned og træne ”Heisoku dachi” og de få andre stillinger jeg har nået at lære ved at gå til karate siden august. Det var en helt særlig oplevelse. En ny verden er ved at åbne sig her, for, i og med mig. I like!
Men at lave fremadrettede spark med det ene ben, mens jeg drejer på det andet, blev til nedgravning af foden. Sandet var for blødt, så den øvelse må jeg lave på marmorfliserne.

Cyklede op til Ay Trias Basilica, historisk monument, bygget i slutningen af det 5. århundrede. Det meste er smadret, af skiftende magthavere, og bygningerne har også været ombygget gennem tiderne – MEN mosaikgulvene er bevaret og til at se. Imponerende. Og som et ekstra underholdende indslag væltede der engelske pensionist-turister ud af to busser, lige da også jeg ankom.

Cyklede (læs: trak) videre op ad bjerget og endte i Sipahi, hvor der netop blev indkaldt til bøn, som jeg ankom. Jeg kender åbenbart min besøgstid. Foran moskeen var parkeret biler, traktorer og motorcykler, af de mænd som var inde til fredagsbøn. Jeg så dem køre og gå derfra lidt senere, mens jeg sad i sval skygge af den ortodokse kirke, som ligger lige overfor.

Frokosten indtog jeg nede ved kysten, på det yderste af en tange, siddende i en åben pavillon med sval skygge. Mens jeg spiste den bedste omelet, jeg nogensinde har fået, løb gekkoerne rundt på balustraderne og strakte hals. Iskold Efes, frisk salat og bagefter en kop nescafé med et lille stykke Baklava.
Kokken, som osse er medejer (og engelsk) af stedet Deks, fortalte, at hun mødte sin cypriotiske mand i UK (han har boet 20 år i UK). Men da han for fem år siden spurgte, om hun ville med tilbage til hans familie og hjemstavn, som de havde besøgt gennem adskillige år, af hvilken årsag hun også allerede havde lært at tale tyrkisk for længst – så betænkte hun sig ikke. Og hun har ikke fortrudt det siden.

”Jeg vil ikke kunne vende tilbage til England. Selvom jeg arbejder 12 timer om dagen, elsker jeg roen her. Jeg skal aldrig være urolig for, at mit hus står ulåst eller hvor min håndtaske er. Jeg kan efterlade bilnøglerne i tændingen – der er ikke nogen, der stjæler her”.

Baghjul til Club Malubu Hotel

Cypern – 4
15.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


Bedst som civilisationen er ved at krybe ind på mig, og jeg er ved at falde til patten, viser både menneskeheden og naturen at vinde 10 fold.

Vågner med en fornemmelse af, at vinteren er kommet. Natten var kold, vinden susede. Havet ser, ved første øjekast ud igennem skodderne, ud til at være meget mørkeblåt.
Måske jeg bliver nødt til at springe mit morgenbad over?
Nej, nej du, snydt første gang i dag! Vejret er lunt, afsted ned til vandet.

Og netop som jeg lidt senere står parat til at begynde min spadseretur til byen Yenierenköy, syv kilometer væk, svinger Erdogan ind foran indkørslen og gør tegn til mig om at vente.
Ud af bilen trækker han en cykel. En mountainbike. Med flammer malet op af stellet, to håndbremser og gear.
WAW! Nu er jeg godt kørende. Hvad skal man så med en Mercedes, når man kan køre mountainbike langs Middelhavet?
Jeg vil ikke bytte for en million ......
Tra la la, hvor det er fedt, jeg cykler afsted på Erdogans søns cykel. Han er jo i England for at studere, så han savner den ikke.

”I will not charge You for the bike”, siger Erdogan og tilføjer: ”Now, You will be free to go for adventure”.

Og den tredje overraskelse i dag, er at jeg opdager, at verdens fedeste liggestol hele tiden har været lige foran min næse, uden at jeg har set den.

For da jeg cykler til Yenierenköy, bemærker jeg Club Malibu Hotel ude ved kysten, og lægger specielt mærke til, at de har liggestole – det er der ikke er på Theresa Hotel (og det har naget mig lidt). Og jeg tænker cyklende, at dér kan jeg da lige lægge turen ind, på vejen tilbage. Hvilket jeg gør. Og der er ganske rigtig de traditionelle solvogne på en ren strand med is-turkis vand. Og kvinder og mænd ligger i rigtige bikinier og sipper drinks. Og på terrassebaren vinker en tyrelignende mand mig op og gør tegn til, at jeg skal gøre ham selskab.
Civilisationen, hjælp! Og alligevel bliver jeg lidt blød i knæerne – ikke p.g.a tyren – men p.g.a solvognene, og parasollerne ...... men jeg cykler hjem. Tager en plastikstol fra restauranten under armen, mine bøger og en vandflaske, og trasker fast besluttet på at sidde og nyde solen, ned på min egen lille private strand ved Theresa Hotel, der både har krabber, som hele tiden kommer op af sine huller for at smide sand efter mig, og vand, der altid er fyldt med tang, i den inderste bremme, og der ligger adskillige små plastikdippedutter, træ, sko, kamme, plastikflasker og andre menneskelige indskyllede efterladenskaber.
Men så ser jeg den.
En kæmpe oppustet slange fra en lastbil, bundet fast om en træpalle.
Jeg er ved at falde bagover. Jamen, den ser da blød og lækker ud, tænker jeg, og sætter mig forsigtigt ind i midten, læner ryggen op ad slangen, og ler:

”Ha! Baghjul til Club Malibu Hotel!”. Jeg har fundet den fedeste liggestol, ever! ”Go home solvogn!”

Bølgerne bruser skummende hvidt og grønt, I´m in heaven. Valnødder & tørrede figner & vand.

Tag chancen, før den forsvinder!

Cypern – 3

14.10.09, Karpas-halvøen

Hotel Theresa, værelse 24

Mon jeg tør tage fotos? Ikke en levende sjæl at spørge. Jeg må hellere skynde mig at få billederne i kassen, inden der kommer nogen .....

Det var på tide at bevæge min krop lidt. Efter den 22 kiliometers gåtur i går, holdt jeg hviledag.

Den rituelle morgendukkert lidt før otte foretog jeg dog, men ellers dasede jeg ved stranden sammen med krabberne. Eller flød ud under baldakinen i restauranten. Men henad fire, fik jeg lyst til nye eventyr og begav mig i den modsatte retning af i går.

Jeg havde spottet en lille kirke omkring 500 meter væk.

Jeg går rundt om kirkebygningen, tænker, at den er forladt. Græsk, ortodoks, vil jeg tro. smukke gule/hvide byggesten, rundt, videre rundt. Ups! Døren er åben. Overraskende. Kigger ind, nærmest andægtigt, respekt. Som om jeg foretager mig noget forbudt. Tager et skridt op ad trappen, stikker hovedet ind i kirken. Nysgerrig, opdagelse. Hemligt. Et skridt mere og jeg er inde i

kirkerummet.

Ikoner står rundt omkring i rummet, i vinduerne, på træbænke, i døråbninger. Ikoner af træ, reproduktioner af forskellige helgener. Åh, hvilken surprice! Og dér, ved zinkkummen, er der en maler i gang? Nej, her tænder man sit vokslys for de kære.

Jeg er helt alene i det prægtige rum, så smukt at være her. Tør jeg tage fotos?, spørger jeg mig selv. Og skynder mig at tage dem, inden nogen kommer, så jeg bliver nødt til at spørge. Det er for smukt til at misse. Lige som den gang, jeg blev sat til at vente i et lille soldaterhus ved indkørslen til PUK’s lejr i Kurdistan, mens Dler var inde og tale med dem. Med bankende hjerte tog jeg et gudsbenået foto af soldatens støvler. Han havde sat dem på

gulvet, tæt på væggen, hvor også hans jakke hang på en knage. Senere, da soldaten kom tilbage med en kop chai, spurgte jeg, om jeg måtte tage et billede af ham. Med et glimt i øjet og en imponerede håndlavet satinapplikation af en hånd, der holder om en rød rose i baggrunden, fik jeg skudt ham til evigt minde. Kanon portræt, men det hemmelige foto af støvlerne rummer mange flere historier for mig.

Hele den oplevelse af at være i rummet, ligger i billedet, følelserne, adrenalinen, skønheden. Der var ikke noget hemmeligt i det rum, men du må ikke tage billeder på militære områder. Det er samme forbud over hele verden. Men jeg gjorde det.

Se gamle, slidte stolerækker i kirken, som vist har en helt særlig betegnelse, hvor har jeg lyst til høre deres historie.

Hvor mange mennesker har siddet i de stole?

Hvor mange ceremonier, har træsæderne lagt sædeplads til?

Hvem har bygget dem?

Lyset bryder ind af sprækker og åbne vinduer, gennem rustne vinduesgitre. Og tager vejret fra mig.

”Der er kun to gudstjenester om året i den kirke”, fortæller en kvinde mig på det fineste Oxford-engelsk. Jeg har fået mig en tyrkisk kaffe og en baklava på cafée

n ved siden af den gamle kirke.

Hun tilføjer, at den daglige brugskirke ligger i nærmeste landsby, Yenierenköy.

Anledningen til de to årlige ceremonier i den gamle kirke er ”saint ceremonies”.

Derfor er jeg her

Cypern – 2

13.10.09, Karpas-halvøen

Hotel Theresa, værelse 24

Kun én vabel, lige under højre trædepude.

Det er da billigt sluppet, efter at jeg i dag har spadseret 22 kilometer.

Jeg tog kystvejen, dér hvor også elektriciteten er trukket tværs over frodige marker og bevoksede områder. Middelhavet ude til venstre og så bare derudaf .... mit mål var at nå et sted at spise frokost. Men først når jeg var godt træt i benene, før skulle det ikke være.

Og jeg går, og går og går.

Herlig fornemmelse i hele kroppen. Store vidder, duften af pinjer eller hvad de stedsegrønne nåletræer nu hedder. 100% ægte duft. Og blød duft af figner. Opsprungne granatæbler hænger halvtomme på de nedbøjede træer ud over vejen. Møder af og til nogle arbejdere, som er ved at sikre skråninger og bjergsider. Et sted er jorden skredet ud over vejbanen. Og de arbejder på at lave nye veje. Mange biler suser osse forbi i rasende fart. Jeg viger helt ud i rabatten – hvis der er en – og husker at gå i min højre side. Her kører man i engelsk sideretning, de er skøre, de englændere ...., men flere billister er faktisk så venlige, at de stopper op og spørger, om jeg vil have et lift. Dog takker jeg nej – jeg har jo en plan om at blive udmattet i dag. I morgen kan jeg holde fri.

Passerer umanerligt prægtige huse og mindre imponerende halvtomme og faldefærdige skure. Men mest af alt suger jeg bevoksningen, havet og himlen til mig. Og begynder først ved opstigningen af et bjerg at fundere over, hvornår jeg mon snart finder et sted at hvike for en tid. Omgivet af bjergsider, i den dejlige og genkendelige orangerøde farve, som også bjergene i Sydkurdistan har.

Og lige da jeg drejer om bjergets top, og for alvor har brug for snart at sidde ned, får jeg min belønning: Jeg hører den muslimske kalden til bøn. Så der må være en moske tæt på, tænker jeg, og ser i det samme et småfedt får komme imod mig. Den vrikker rytmisk med bagdelen. Underligt at den kommer der alene, tænker jeg, som også går der mutters ..... den glor en anelse på mig ud af øjenkrogen, men klaprer videre, uden at standse, med sorte klove i asfalten.

”Hej lamsebasse”, siger jeg, og tænker, at i aften vil jeg have lam til middag. Det må jo være friskt kød, man får, med alle disse dejlige fritgående stege.

Kort efter dukker en kirkegård op for mit åsyn. Jeg læser navne som, Döndü, Ceziminur, Cemil, Haci, Yahigin, Saliha, Osman, Ismail, Rasim og Hasan.

Passerer et kæmpe øko-landbrug, ja, jeg har læst om øko-turisme her på øen, er det mon dér? Og nu kan jeg osse se hele byen foran mig, Dipkarpaz.

Mit første stop bliver en udendørs café lige overfor kirken, Agios Syneglios. Lige bagved kan jeg se moskeen med minerat og kuppel. En ældre herre sidder og læser avis under træerne og drikker sindigt af en lille kaffekop, tyrkisk kaffe. Jeg slår mig ned. Og uden at vi på noget tidspunkt har øjenkontakt, spørger han mig, om jeg vil have en kop chai. Ej heller da jeg betaler, ser han på mig. Hverken han, eller den anden ældre herre, som slår sig ned ved hans bord. De ser ud til at være optaget af noget, der foregår længere henne ad gaden.

Jeg går videre ind mod byen, passerer byens politistation, som har veltilpassede og duftende roser i forhaven. Passerer butikker med dagligvarer, caféer, hvor mænd sidder udendørs og snakker dæmpet sammen. Jeg ser et skilt med skriften ”Nature House, restaurant, motel & bar”, og beslutter mig for, at dér vil jeg spise. Rundt om et hjørne på vej til restauranten, bliver jeg anråbt af et par skoledrenge, som fnisende råber ”Hallo” og ”Goodbye”, mens de svinger benene kraftigt frem og tilbage, siddende på skolens lave lysegule mur. Velholdte haver med mange slags grøntsager, det er blevet varmt nu, mens jeg går videre af støvede veje med retning mod havet. Jeg aner ikke hvad klokken er, nok omkring 13-14-stykker. Katte, geder, brusende hvide og lilla Bougonville-blomster, gøende hunde, familier, som spiser og vinker til mig, dramatiske filmreplikker og musik fra TV’er.

På Nature House tager en kvinde imod og serverer den dejligste ret med grøntsager og kylling. Jeg sidder ved hvid dug og TV’et viser et herligt husmor-show om alt fra at bage kager, hækle huer og støvsuge lugten ud af et par hjemmesko med et drys talkum og støvsuger til at markedsføre diverse uundværlige husprodukter.

Sønnen på 11 år er lige kommet hjem fra skolen og går straks i gang med et computerspil ved nabobordet.

”Han skal spise nu”, forklarer kvinden, hans mor, som sammen med sin mand startede stedet op for seks måneder siden. De ejer også et lignende sted længere ude på halvøen, ved Golden Beach, forklarer hun mig, og viser farvestrålende brochurer med himmelsenge og hyggelige hytter.

Totalt mæt og tilfreds er jeg. En kølende Efes. En kop tyrkisk kaffe, velværen.

Som i morges, da jeg næsten beruset af velvære, efter en frisk gang morgenmad, sad og indsnusede havet og varmen og kom til at mindes dengang i marts, hvor jeg fik mine 31 strålebehandlinger. Hver eneste gang jeg lå under strålekanonen, forstillede jeg mig, at jeg var ved havet. Hver gang. Jeg var tilbage i klitterne ved Asserbo 2, på Liseleje strand og allermest i Kregme, ved Roskilde Fjord, hvor min familie havde sommerhus. Far, mor, søskende, vandmænd, badebro, glitrende hav, lyset, klukkende vandlyde, duft, smagen af salt, de skiftende farver af havet, legen, latteren.

Derfor er jeg her, nu.

.... ½ time efter ankomsten var jeg på nettet

Cypern – 1

12.10.09, Karpas-halvøen

Hotel Theresa, værelse 24

Efter bare ½ time på Hotel Theresa, var jeg på nettet.

Det havde jeg sgu ikke troet.

”I tror det er løgn”, skrev jeg øjeblikkeligt til min familie, og fortsatte begejstret:

”Sidder på en terrasse på Cypern med direkte udsigt til havet og er netop logget på internettet”.

Da jeg ankommer til Larnaka med fly fra Danmark klokken 12.40, og får hevet min rygsæk i land fra bagagebåndet, står en rar ældre og vejrbidt taxichauffør med et stort hvidt skilt med mit navn på.

Sjovt, osse at prøve det. Nu har jeg i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år set på navneskilte holdt frem af personligheder i, jeg-ved-ikke-hvor-mange-ankomsthaller i lufthavne verden over, og først nu prøver jeg, hvordan det er at blive afhentet på den måde.

Min chauffør taler nærmest ikke engelsk, kan knapt finde sin vogn igen ude på parkeringspladsen, men giver den til gengæld hele armen derudaf, i venstre side af vejen, med hvinende automatgear – og snuden mod Karpas-halvøen.

To timers fart med sving, en grænseovergang i meget lidt velholdt stil og den smukkeste bjergkæde, Kyreniabjergkæden i baggrunden. Landskabet er tørt, afsvedet og beige, sandfarvet. Men jo nærmere vi kommer mit bestemmelsessted, Hotel Theresa, der ligger cirka syv kilometer fra Yenierenköy, helt yderst på klippekanten med udsigt mod Tyrkiet og det mellemliggende Middelhav, bliver landskabet mere og mere grønt.

Karpas-halvøen er ved at blive til et naturreservat, en naturpark. Her lever havskildpadder side om side med vilde æsler og får.

Min kontakt fra nettet, Erdogan, står klar og hilser hjerteligt, da jeg ankommer.

”Hallo, How are you? Are you good?”

”Jo tak”, og før jeg når at sige mere, har han fået beordret Yasin til at bære min bagage op på værelse 24, har fået vist mig den lille bugt af en privat strand og givet mig ordre til at sætte min computer fra mig i den udendørs restaurent.

”Come, come, I´ll show You, You are safe here”, fortsætter ordstrømmen venligt.

Erdogan er ejer af hotellet, underviser skolebørn i matematik om formiddagen, holder sit hotel og skriver en ugentlig klumme om politik i en af Cypern-aviserne.

”Min kone er læge og bor inde i Nocosia. Min søn læser IT-strategi i England og min datter er færdig med sin uddannelse som biolog”. Du er kommet til intellektuelle folk, fortæller Erdogan.

Og inden der er gået en halv time, har min hotelvært fået min computer på nettet via en mobil usb-nøgle.

Det føles helt vidunderligt.

Langt fra Føtex og Frederiksberg Have.

Med blåt hav så langt øjet rækker.

Det er vist helt ok, det her.

Og efter at have både spist en frisk salat af smagfulde tomater, krydderurter og stegt halloumi (ost), fået en lur, været nede og dyppe tæerne i det blidt brusende vand, og nu skrivende under neonlyset, vil jeg spise i restauranten. Glæder mig til at se lysene fra Tyrkiet over havet, mens jeg formodentlig får mit første middag på Cypern..