Verdens bedste omelet

Cypern – 9
20.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


Cyperns bedste omelet får jeg på Deks. Ingen tvivl om det. Og for nu at sige det mere præcist, så er det den bedste omelet, jeg nogensinde har spist i mig liv – ever!
Mine omeletter er aldrig så sprøde, velsmagende, luftige og bevidsthedsudvidende, som de to, jeg har fået serveret på Deks. En restaurant, et engelsk pub-agtigt sted, lige ud til vandet, overfor Ayios Thrysos Church (beskrevet på dag 3).
Det er som om verdens begivenheder og bevægelser forsvinder omkring mig, når jeg sætter tænderne i den gule gyldne æggemasse. Jeg ved selvfølgelig, hvor jeg befinder mig, hvad jeg hedder, og hvem min mor og far er. Men alle tanker siver væk for at blive erstattet af ren smag og velvære.
I dag, fx, fik jeg en tomat- og osteomelet, jamen …. gå hjem franskmænd! Ej heller Mik Schacks vidunderlige timian-omeletter, som jeg var så heldig at få serveret en del morgener engang i 80érne, kan slå Deks-omeletten. Miks håndslåede omelet med olivenolie, mælk og frisk timian, har ellers i mange år været min favorit – og jeg har selv lavet den mange, mange gange, med stort held. Troede jeg.
Men ved denne opdagelse, denne ny viden om at den verdenskendte æggeret fås bedst her, kan jeg mærke, at der er ved at vise sig et nyt mønster i mit liv.
Omkring 14-15-tiden om eftermiddagen, hvor sulten melder sig igen efter en strålende cypriotisk morgenmad – som jeg har planer om snart at beskrive indgående her på samme blog, søger min opmærksomhed sig hen imod den første klippepynt efter Theresa Hotel. Jeg kan se Deks både fra min balkon og fra udsigten i hotellets restaurant. Sidder jeg på stranden i min redningsbåd på dette heftige tidspunkt, begynder min hoved at virre, næseborene vibrerer, og forestillingen om savl i mundvigene og ned af hagen, får mig til at pakke sammen og gå direkte op på værelse nummer 24 for at skifte bikinien ud med noget mere anstændigt.
Så ved jeg, hvor jeg skal hen. Og det hjælper min mountainbike ”Insomnia” mig med – direkte ned af kystvejen, 500 frem og ind på åstedet.

Deks serverer osse den skønne sirup/nøddekage, baklava. De har iskold øl, god Nescafé med varm mælk, TV og ikke mindst en god service, som er både charmerende og kyndig. Og udendørs sidder jeg under en ottekantet træpavillon og spiser. Selvom jeg i dag kom lidt for tidligt, manden havde været til tandlæge i Famagusta, og derfor lå jeg i den ophængte nethængekøje og læste i min nye bog, ”Hændelser ved Vand” af Kerstin Ekman (kanon!) og ventede på mine omeletmagere.

Jo. Det er ganske vist, at jeg nok spiser endnu en omelet eller to dér, før jeg rejser hjem igen.
Eller en af de sprøde og lysande varme toast.
Omeletten koster 10 tyrkiske lira (TRY), omkring 34 danske kroner.