Hukommelsesteknikker vækker frygt

Cypern – 12
23.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


Sad igen og hang ud på den gode snackbar i Yenierenköy i dag. og lagde mærke til, at der var ret mange besøgende i jagt- og fiskebutikken, skråt overfor. Mænd i forskellige aldre, mange iført camouflagetøj. Jagtsæsonen af fugle startede osse søndag. Derfor var der nok ekstra mange. Jeg lagde nemlig ikke mærke til den trafik i ugen før. Men det er senere gået op for mig, at de fire mænd, iført ”militærtøj” og med en firehjulstrækker holdende udenfor snackbaren med fire flotte jagthunde på bagladet, ikke var soldater, som jeg troede. De var jægere, selvfølgelig. Men hvor bliver alle de fugle af, som de skyder? Jeg mener, dagligt ser jeg mænd stå og fiske, og jeg er blevet fortalt, at de sælger deres fangst til restauranterne. Hvorfor er der så ikke fugle på menuen her?
Det må jeg lige undersøge.

Ud over at jeg cyklede til den nye Erenköy, det betyder Yenierenköy, og netop har trænet karate, min kata, på stranden i solnedgangen, er der to beskrivelser fra Kerstin Ekmans bog, ”Hændelser ved Vand”, som har optaget mig i løbet af dagen.

Hovedpersonen Annie udvikler sin helt egen pædagogik på den lille folkeskole, i Nordsverige, hvor hun arbejder. Hun kalder den: ”Hvad hvis nu?”.
Annie og børnene samler det de lærer, ifølge lærerplanen i en rød mappe. Og i en grøn mappe samler de det, som de selv kommer frem med, ved at stille spørgsmålet: Hvad hvis nu ….. til det lærerplanen siger. Fx: ”Datalære mod hovedregning. Samfundslære? Hvis der ikke længere eksisterede noget samfund, politiske partier eller Europas hovedstæder, hvad så?”.

Pædagogikken virker sådan på børnene, at de faktisk begynder at undre sig. At tænke selv. Og bruge deres egen viden om, hvordan livet sker omkring dem. Annie oplever, at børnene for første gang er ægte interesserede i stoffet – og ikke bare bevidstløst tager det læreren fortæller til efterretning. De når mere, diskuterer og bliver ikke trætte. De leger.

Skolelæreren Annie bliver vildt glad og føler, at hun bryder igennem. Og hun kan efterfølgende mærke, at netop denne årgang virkelig rykker senere i deres skolegang.

Senere begynder hun også at arbejde med hukommelseslære. For hvordan skal børnene ellers kunne huske alt det, de finder frem til i den grønne og den røde mappe?

Annie viser børnene Iliaden og Gilgamesheposet, og fortæller, at alt det havde professionelle mnemoteknikere i hovedet. Annie og børnene begynder at udarbejde deres egne teknikker, som skal hjælpe dem med at huske. Men med udgangspunkt i det, de gamle grækere gjorde, nemlig ”at tænke på hukommelsen som en stor, smuk og indviklet bygning – som oftest et tempel. Det havde rum, apsider, korridorer, propylæer. I rummene var der altere og borde og søjler. I hvert rum lå der en genstand, som de kunne knytte sammen med et element i den mængde viden, de ville huske. De organiserede den konkret. Og gerne drastisk – ja, makabert.”

Fx ”lagde pigerne fem små søde kattekillinger i ét hukommelsesrum, mens drengene syntes, at det virkede bedre med fem druknede kattekillinger.”

Fascinerende, tænker jeg. Jeg har jo nok lært om det i gymnasiet, eller i skolen, men jeg husker det ikke rigtigt. Det vil jeg undersøge. Og prøve at bruge teknikken.

Idéen med ”hvad nu hvis”, legede jeg med, da jeg cyklede hjem fra landsbyen.
Hvad nu hvis, jeg ikke havde en cykel …. hvad nu, hvis cyprioterne ikke dyrkede jorden, så ville de skulle importere alle grøntsagerne og frugten fra Tyrkiet og Grækenland og andre steder, og så ville alt være dyrere og måske smage meget dårligere? Og det ville de ikke have råd til, og der ville være stor arbejdsløshed, ligesom i Irak.
Tænkte, at den lille leg kan bruges som motoren for en historie.

I Kerstin Ekmans bog viser det sig senere, at Annie kommer i stor unåde hos børnenes forældre. De forstår nemlig ikke et hak. De bliver bange for deres egne børn. For de billeder, børnene selv skaber for at huske. For den frygt, børnene har i sig. Forældrene mener selvfølgelig, at det er lærerens skyld det hele. De opdager ikke, at frygten for livet er hos dem selv.

Nå, læs den bog, for sytten, og ikke mere fra mig i dag.