Derfor er jeg her

Cypern – 2

13.10.09, Karpas-halvøen

Hotel Theresa, værelse 24

Kun én vabel, lige under højre trædepude.

Det er da billigt sluppet, efter at jeg i dag har spadseret 22 kilometer.

Jeg tog kystvejen, dér hvor også elektriciteten er trukket tværs over frodige marker og bevoksede områder. Middelhavet ude til venstre og så bare derudaf .... mit mål var at nå et sted at spise frokost. Men først når jeg var godt træt i benene, før skulle det ikke være.

Og jeg går, og går og går.

Herlig fornemmelse i hele kroppen. Store vidder, duften af pinjer eller hvad de stedsegrønne nåletræer nu hedder. 100% ægte duft. Og blød duft af figner. Opsprungne granatæbler hænger halvtomme på de nedbøjede træer ud over vejen. Møder af og til nogle arbejdere, som er ved at sikre skråninger og bjergsider. Et sted er jorden skredet ud over vejbanen. Og de arbejder på at lave nye veje. Mange biler suser osse forbi i rasende fart. Jeg viger helt ud i rabatten – hvis der er en – og husker at gå i min højre side. Her kører man i engelsk sideretning, de er skøre, de englændere ...., men flere billister er faktisk så venlige, at de stopper op og spørger, om jeg vil have et lift. Dog takker jeg nej – jeg har jo en plan om at blive udmattet i dag. I morgen kan jeg holde fri.

Passerer umanerligt prægtige huse og mindre imponerende halvtomme og faldefærdige skure. Men mest af alt suger jeg bevoksningen, havet og himlen til mig. Og begynder først ved opstigningen af et bjerg at fundere over, hvornår jeg mon snart finder et sted at hvike for en tid. Omgivet af bjergsider, i den dejlige og genkendelige orangerøde farve, som også bjergene i Sydkurdistan har.

Og lige da jeg drejer om bjergets top, og for alvor har brug for snart at sidde ned, får jeg min belønning: Jeg hører den muslimske kalden til bøn. Så der må være en moske tæt på, tænker jeg, og ser i det samme et småfedt får komme imod mig. Den vrikker rytmisk med bagdelen. Underligt at den kommer der alene, tænker jeg, som også går der mutters ..... den glor en anelse på mig ud af øjenkrogen, men klaprer videre, uden at standse, med sorte klove i asfalten.

”Hej lamsebasse”, siger jeg, og tænker, at i aften vil jeg have lam til middag. Det må jo være friskt kød, man får, med alle disse dejlige fritgående stege.

Kort efter dukker en kirkegård op for mit åsyn. Jeg læser navne som, Döndü, Ceziminur, Cemil, Haci, Yahigin, Saliha, Osman, Ismail, Rasim og Hasan.

Passerer et kæmpe øko-landbrug, ja, jeg har læst om øko-turisme her på øen, er det mon dér? Og nu kan jeg osse se hele byen foran mig, Dipkarpaz.

Mit første stop bliver en udendørs café lige overfor kirken, Agios Syneglios. Lige bagved kan jeg se moskeen med minerat og kuppel. En ældre herre sidder og læser avis under træerne og drikker sindigt af en lille kaffekop, tyrkisk kaffe. Jeg slår mig ned. Og uden at vi på noget tidspunkt har øjenkontakt, spørger han mig, om jeg vil have en kop chai. Ej heller da jeg betaler, ser han på mig. Hverken han, eller den anden ældre herre, som slår sig ned ved hans bord. De ser ud til at være optaget af noget, der foregår længere henne ad gaden.

Jeg går videre ind mod byen, passerer byens politistation, som har veltilpassede og duftende roser i forhaven. Passerer butikker med dagligvarer, caféer, hvor mænd sidder udendørs og snakker dæmpet sammen. Jeg ser et skilt med skriften ”Nature House, restaurant, motel & bar”, og beslutter mig for, at dér vil jeg spise. Rundt om et hjørne på vej til restauranten, bliver jeg anråbt af et par skoledrenge, som fnisende råber ”Hallo” og ”Goodbye”, mens de svinger benene kraftigt frem og tilbage, siddende på skolens lave lysegule mur. Velholdte haver med mange slags grøntsager, det er blevet varmt nu, mens jeg går videre af støvede veje med retning mod havet. Jeg aner ikke hvad klokken er, nok omkring 13-14-stykker. Katte, geder, brusende hvide og lilla Bougonville-blomster, gøende hunde, familier, som spiser og vinker til mig, dramatiske filmreplikker og musik fra TV’er.

På Nature House tager en kvinde imod og serverer den dejligste ret med grøntsager og kylling. Jeg sidder ved hvid dug og TV’et viser et herligt husmor-show om alt fra at bage kager, hækle huer og støvsuge lugten ud af et par hjemmesko med et drys talkum og støvsuger til at markedsføre diverse uundværlige husprodukter.

Sønnen på 11 år er lige kommet hjem fra skolen og går straks i gang med et computerspil ved nabobordet.

”Han skal spise nu”, forklarer kvinden, hans mor, som sammen med sin mand startede stedet op for seks måneder siden. De ejer også et lignende sted længere ude på halvøen, ved Golden Beach, forklarer hun mig, og viser farvestrålende brochurer med himmelsenge og hyggelige hytter.

Totalt mæt og tilfreds er jeg. En kølende Efes. En kop tyrkisk kaffe, velværen.

Som i morges, da jeg næsten beruset af velvære, efter en frisk gang morgenmad, sad og indsnusede havet og varmen og kom til at mindes dengang i marts, hvor jeg fik mine 31 strålebehandlinger. Hver eneste gang jeg lå under strålekanonen, forstillede jeg mig, at jeg var ved havet. Hver gang. Jeg var tilbage i klitterne ved Asserbo 2, på Liseleje strand og allermest i Kregme, ved Roskilde Fjord, hvor min familie havde sommerhus. Far, mor, søskende, vandmænd, badebro, glitrende hav, lyset, klukkende vandlyde, duft, smagen af salt, de skiftende farver af havet, legen, latteren.

Derfor er jeg her, nu.