Dagen går sin gang

Cypern – 5
16.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24

Fandt min kata på nettet her til morgen. I animerede tegninger. Kanon, for jeg kunne kun huske halvdelen, og mit mål er jo, at forsætte karatetræningen her.
Min første kata hedder: ”Geki Sai Dai Ichi” som betyder: ”to attack and detroy”.

Lavede min første opvarmning og træning på stranden i går. Flot at stå på den gyldne strand, mens solen er ved at gå ned og træne ”Heisoku dachi” og de få andre stillinger jeg har nået at lære ved at gå til karate siden august. Det var en helt særlig oplevelse. En ny verden er ved at åbne sig her, for, i og med mig. I like!
Men at lave fremadrettede spark med det ene ben, mens jeg drejer på det andet, blev til nedgravning af foden. Sandet var for blødt, så den øvelse må jeg lave på marmorfliserne.

Cyklede op til Ay Trias Basilica, historisk monument, bygget i slutningen af det 5. århundrede. Det meste er smadret, af skiftende magthavere, og bygningerne har også været ombygget gennem tiderne – MEN mosaikgulvene er bevaret og til at se. Imponerende. Og som et ekstra underholdende indslag væltede der engelske pensionist-turister ud af to busser, lige da også jeg ankom.

Cyklede (læs: trak) videre op ad bjerget og endte i Sipahi, hvor der netop blev indkaldt til bøn, som jeg ankom. Jeg kender åbenbart min besøgstid. Foran moskeen var parkeret biler, traktorer og motorcykler, af de mænd som var inde til fredagsbøn. Jeg så dem køre og gå derfra lidt senere, mens jeg sad i sval skygge af den ortodokse kirke, som ligger lige overfor.

Frokosten indtog jeg nede ved kysten, på det yderste af en tange, siddende i en åben pavillon med sval skygge. Mens jeg spiste den bedste omelet, jeg nogensinde har fået, løb gekkoerne rundt på balustraderne og strakte hals. Iskold Efes, frisk salat og bagefter en kop nescafé med et lille stykke Baklava.
Kokken, som osse er medejer (og engelsk) af stedet Deks, fortalte, at hun mødte sin cypriotiske mand i UK (han har boet 20 år i UK). Men da han for fem år siden spurgte, om hun ville med tilbage til hans familie og hjemstavn, som de havde besøgt gennem adskillige år, af hvilken årsag hun også allerede havde lært at tale tyrkisk for længst – så betænkte hun sig ikke. Og hun har ikke fortrudt det siden.

”Jeg vil ikke kunne vende tilbage til England. Selvom jeg arbejder 12 timer om dagen, elsker jeg roen her. Jeg skal aldrig være urolig for, at mit hus står ulåst eller hvor min håndtaske er. Jeg kan efterlade bilnøglerne i tændingen – der er ikke nogen, der stjæler her”.