Tag chancen, før den forsvinder!

Cypern – 3

14.10.09, Karpas-halvøen

Hotel Theresa, værelse 24

Mon jeg tør tage fotos? Ikke en levende sjæl at spørge. Jeg må hellere skynde mig at få billederne i kassen, inden der kommer nogen .....

Det var på tide at bevæge min krop lidt. Efter den 22 kiliometers gåtur i går, holdt jeg hviledag.

Den rituelle morgendukkert lidt før otte foretog jeg dog, men ellers dasede jeg ved stranden sammen med krabberne. Eller flød ud under baldakinen i restauranten. Men henad fire, fik jeg lyst til nye eventyr og begav mig i den modsatte retning af i går.

Jeg havde spottet en lille kirke omkring 500 meter væk.

Jeg går rundt om kirkebygningen, tænker, at den er forladt. Græsk, ortodoks, vil jeg tro. smukke gule/hvide byggesten, rundt, videre rundt. Ups! Døren er åben. Overraskende. Kigger ind, nærmest andægtigt, respekt. Som om jeg foretager mig noget forbudt. Tager et skridt op ad trappen, stikker hovedet ind i kirken. Nysgerrig, opdagelse. Hemligt. Et skridt mere og jeg er inde i

kirkerummet.

Ikoner står rundt omkring i rummet, i vinduerne, på træbænke, i døråbninger. Ikoner af træ, reproduktioner af forskellige helgener. Åh, hvilken surprice! Og dér, ved zinkkummen, er der en maler i gang? Nej, her tænder man sit vokslys for de kære.

Jeg er helt alene i det prægtige rum, så smukt at være her. Tør jeg tage fotos?, spørger jeg mig selv. Og skynder mig at tage dem, inden nogen kommer, så jeg bliver nødt til at spørge. Det er for smukt til at misse. Lige som den gang, jeg blev sat til at vente i et lille soldaterhus ved indkørslen til PUK’s lejr i Kurdistan, mens Dler var inde og tale med dem. Med bankende hjerte tog jeg et gudsbenået foto af soldatens støvler. Han havde sat dem på

gulvet, tæt på væggen, hvor også hans jakke hang på en knage. Senere, da soldaten kom tilbage med en kop chai, spurgte jeg, om jeg måtte tage et billede af ham. Med et glimt i øjet og en imponerede håndlavet satinapplikation af en hånd, der holder om en rød rose i baggrunden, fik jeg skudt ham til evigt minde. Kanon portræt, men det hemmelige foto af støvlerne rummer mange flere historier for mig.

Hele den oplevelse af at være i rummet, ligger i billedet, følelserne, adrenalinen, skønheden. Der var ikke noget hemmeligt i det rum, men du må ikke tage billeder på militære områder. Det er samme forbud over hele verden. Men jeg gjorde det.

Se gamle, slidte stolerækker i kirken, som vist har en helt særlig betegnelse, hvor har jeg lyst til høre deres historie.

Hvor mange mennesker har siddet i de stole?

Hvor mange ceremonier, har træsæderne lagt sædeplads til?

Hvem har bygget dem?

Lyset bryder ind af sprækker og åbne vinduer, gennem rustne vinduesgitre. Og tager vejret fra mig.

”Der er kun to gudstjenester om året i den kirke”, fortæller en kvinde mig på det fineste Oxford-engelsk. Jeg har fået mig en tyrkisk kaffe og en baklava på cafée

n ved siden af den gamle kirke.

Hun tilføjer, at den daglige brugskirke ligger i nærmeste landsby, Yenierenköy.

Anledningen til de to årlige ceremonier i den gamle kirke er ”saint ceremonies”.