Det er godt at have venner

Cypern – 8
19.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24


”I like my job. I’m happy here”, siger Eybil Safaoglu. Han er byens turistmand. Den person, som i 15 år har bestridt posten som alvidende om halvøen Karpas. Og da jeg nævner, at jeg forleden mødte to grupper af engelske turister på Trias Basilica, ruinen fra det 5. århundrede, så ved han, hvem de er. Der er vist ikke meget, som går Eybils næse forbi her i Yenierenköy, på informationskontoret, midt i byen.

En tysk kvindelig turist nærmer sig vores udendørs anrettede lille bord med nybragt tyrkisk kaffe og iskoldt vand. Straks er Eybil på fødderne. Og konverserer, tilbyder sin hjælp, på engelsk.
Kvinden og hendes mand har set en havskildpadde. Forleden dag. Selvom de godt ved, at sæsonen for skildpaddernes udklækning af æg for længst er passeret, vil hun alligevel gerne vide, om der måske er andre gode steder ved kysten, hvor de kan være heldige og få et glimt af - de i rejseomtalerne stærkt hypede - padder?
Eybil finder brochurer frem, på tysk, viser kort over stederne på halvøen, hvor de små nye havskildpadder udklækkes fra juli til september.

”Jeg hjælper med alle spørgsmål, om at finde det gode hotel, strande, skildpadder, taxi”, fortæller Eybil. Med ét er han igen på benene og inde på sit kontor, for hurtigt at vende tilbage med et fotokopieret ark med alfabetisk ordnede bynavne og andre betegnelser på vigtige ting turister har brug for at vide – på tyrkisk og på græsk. Alt har nemlig to navne her på Cypern, et græsk og et tyrkisk. Det er ligesom i Bruxelles, hvor alle navne også er anført på både flamsk og fransk.

”Yenierenköy kaldes fx Agialousa på græsk”, forklarer Eybil.

På den anden side af gaden, er en mand og en kvinde ved at løsne reb, der holder en høj bunke møbler og andre personlige boligeffekter fast i en trailer.
Eybil smiler, og forklarer med et nik over imod flyttebilen, at den nye lærer på byens college er ved at flytte ind.
Der er både college og skole i byen, hvor børnene går i henholdsvis syv og fem år.

Mens vi sidder og snakker, kommer flere forbi og hilser på. Forleden, da jeg besøgte kontoret for første gang, sad der adskillige mænd og drak kaffe sammen med Eybil. Osse i dag, da jeg tidligere på dagen bare hilste kort for at gå videre til markedet, før vi skulle drikke kaffe, var der livlig trafik og kaffedrikning på Informationskontorets udendørs repeau, som deles med Postkontoret.

Det er vist her, man mødes og får sidste nyt – ikke kun som turist.

Jeg spørger Eybil, hvor mange turister, han er i kontakt med. Hurtigt er han igen på benene og tilbage med en mappe med årets statistik, 349 turister har Eybil talt med i marts, 349 i maj, og i august topper det med 737 besøgende udlændinge. Englænderne skorer højest, der er ingen danskere nævnt – kun mig, i dag – men i juni besøgte tre iranere byen.

Det er jo Nordcypern det her, tallene er langt, langt højere i den græske del.

En ung mand kommer hen til mig og spørger mig på et formfuldendt skoleengelsk, om jeg kan fortælle ham noget om ”det sociale arbejde” i Danmark. Han læser nemlig det emne på Universitetet og er måske interesseret i at gøre en slags praktik i udlandet.
Jeg forsøger at spørge ind til, hvad han mener, hvilket område, han vil vide mere om. Og fortæller ham osse, at der bor mange tyrkere i Danmark, og ja, kurdere.

Den unge mand ser forbavset ud, henvender sig til Eybil og en anden ven, som har sat sig med en kaffe. Begge smiler, og siger: ”Ja, hvor i verden bor der ikke kurdere!”.

Jeg opfordrer den universitetsstuderende til at tale med sit universitet om et udvekslingsstipendium. God idé, støtter jeg, i Danmark, eller et andet sted i Europa. Det er en god oplevelse for dig. Han smiler, takker og går.

Jeg begynder også at mærke sulten melde sig, så jeg takker for samtalen og trækker lidt længere hen ad gaden, til den nye snackbar, som stadig er så nyåbnet, at planterne på terrassen stadig bærer sløjfebundne lykønskningskort. Jeg når lige at bestille sandwich med Halloumi (i øvrigt produceret på byens eneste fabrik), da en af to ældre distingverede herrer kontakter mig med et:

”Did You get a good story?”

Som jeg sagde før, rygtet løber stærkt.

”Oh, yes, very interesting talking to the touristman”, svarer jeg og ser ind i et par varme og venlige øjne hos en høj, velholdt og gråsprængte herre. Han ligner en cypriot, med et engelsk sprog, som han i al fald har brugt meget. Hans ledsager smiler.

”Are You german, spørger han igen, og jeg svarer selvfølgelig, at nej, jeg er dansk, hvortil han svarer:
”Så meget desto bedre”.

Jeg har ellers hver gang, jeg her på Cypern har fortalt, hvor jeg kommer fra, været lidt ekstra opmærksom på, om der var noget at spore i min samtalepartners reaktion. Om de fx ved noget om Danmarks omdømme i verden …. krigsdeltagelse, satiretegninger, racisme, mm.
Men jeg har ikke gidet at spørge ind.

”Du ser frisk og sund ud”, siger han så, smiler og går ind i snackbarens indendørs lokale for at bestille sin mad.

”Tak”, mumler jeg. Glad for komplimenten. Lidt senere på vej ned af bjerget, får jeg øje på sportslæreren, der kommer kørende i sin bil, mens hun hilser og giver mig et smil. Jeg har mødt hende på Theresa Hotel to gange. Hun er kollega til Erdogan, hotelejeren.

Herligt, jeg kender allerede en del. Og i det hele taget hilser jeg på mange forskellige mennesker hver dag på min vej gennem landskabet. Sådan er det vist her. For mig er det i al fald.

Appendiks: Selv blandt kattene løber rygtet snapt. Det startede forleden med en enkelt skør kat, der fik en lille bid mad, fordi den så så tosset ud, havde killinger og skreg i ét væk. I dag dukker to nye katte op og én hund. Tjeneren har aldrig set dem før. Det er sgu spooky, som min søster Gitte altid siger …