Søndagsstemning

Cypern – 7
18.10.09, Karpas-halvøen
Hotel Theresa, værelse 24

Om søndagen på Cyperns nordlige halvø, Karpas er der tradition for at tage ud med familien og spise frokost på en af de mange restauranter langs kysten. Og så skal der fisk på bordet.
Så allerede fra morgenstunden gik to mand rundt på klipperne, langs Teresa Hotels restaurant, og fiskede ”local fish”.
Ved frokosttid var restauranten fuld af gæster, udendørs. Og deres biler fyldte indkørslen.
Jeg fortrak til Denks og fik mig en fortryllende varm tunfiskesandwich. Mødte turistguiden fra Yenierenköy dér, som inviterede mig på kaffe i morgen på hans kontor.

”Der er marked i morgen, mandag. Kom forbi og få en kop kaffe, sagde han. Han kunne huske mig fra forleden, hvor jeg lige stak hovedet indenfor i hans turist-luge. Og nårh, ja, så huskede jeg osse ham. Han har sådan en særlig måde at tale engelsk på.

Læste ”Livlægens Besøg”, af Per Olov Enquist færdig, liggende på stranden i min redningsbåd, under stråparasollens skygge. Hold da kæft for en bog! Den er fantastisk. Så Danmark stod op for ytringsfriheden i 1770érne, i Oplysningens navn, således at den intellektuelle del af Europa hyldede os. Ja, jeg kan jo godt huske, at Politiken nævnte dette forhold, da Jyllandsposten havde sin tegningekrise. Men sikken en bog at skrive, at få alle de, går jeg ud fra, korrekte informationer ind i en fiktiv ramme. Waw, hatten af for hr. Enquist.

Og så dukker Lars Møllers udsagn: ” Lillian, du er for tæt på. Du ved for meget” op i min hukommelse, mens jeg cykler derudaf på kystvejen. Lars er min lærer fra Journalisthøjskolen, som jeg evig og altid var/er i diskussion med.
Ovenstående sagde han fx, når jeg ville skrive en af mine idealistiske historier.
Journalister må ikke kende deres interviewpersoner og må ikke vide for meget, for så sløves deres sanser. Det bedste er at opleve det hele for første gang, for så er alle sanser skærpede og nysgerrigheden er på sit højeste. ”Man undrer sig”, som er et af journalistens bedste arbejdsredskaber.

Der er nu gået en uge, og jeg kan da godt mærke, at jeg har vænnet mig til denne herlighed at være her. Jeg ved for meget. Men jeg stiller stadig spørgsmål, hver gang jeg møder noget nyt. Som fx da turistføreren og hans ven var ved at gå og bar – formodentlig stjålne - afrevne grene med sorte bær med sig. Så spurgte jeg til fangsten og smagte på varen. Bærrene har en sød og sprød skal med en hård rødlig sten indeni. Supersmå, ja på størrelse med kikærter, bare lidt mindre.

Og ja, det er rigtigt, at du kan blive både blind og døv og sløv i sanserne, når du kender dit emne godt, men omvendt, hvem er din målgruppe? Når du ved meget om et emne, så kan du stille helt andre spørgsmål, end som uvidende og nysgerrig. Det kommer jo også an på, hvad du vil skrive, en reportage, en omtale, en nyhed, eller.... Hvor er læseren i emnet? Jeg gider fx ikke læse noget, der er overfladisk og uvidende, om et emne jeg kender til bunds.
Men Lars, det er altid godt at mærke efter, om man ”undrer sig”. Jeg kan osse se af mine første rejseoplevelser her fra, at der er mere sansning og iagttagelse på.
Men jeg skriver altså en blog, om mine tanker og oplevelser, først og fremmest til familie og venner, dernæst til mig selv – af forskellige årsager, og så til alle, der har lyst til at læse med.
Lad mig høre fra jer – får I noget ud af at læse?

Nårh ja, og så fik jeg kæmpe rejer, nyfangne, til middag. Uhm!